Da Dansk Producentansvar (DPA) stod over for at skulle udvide deres faciliteter, var behovet egentlig ret jordnært; indretningen skulle fortælle noget om organisationen og understøtte deres arbejde med cirkulær økonomi.
Vi arbejdede med en enkel palette af naturmaterialer og rolige farver. Grønne nuancer blev det bærende element for stemningen. Samtidig blev der tilført varme med træ, lethed med glas og karakter med materialer som genbrugsplast. Det hele er sat sammen, så det ikke føles iscenesat, men nærmest ligger stille og roligt under overfladen; noget man opdager, jo mere man er i rummet.
Løsningen tager afsæt i det eksisterende og bygger videre derfra. Vi tog udgangspunkt i de eksisterende møbler og supplerede med nye elementer, hvor det gav mening. De nye mødelokaler på 3. Sal er indrettet med fokus på komfort og fleksibilitet. Polstrede stole og gode arbejdsborde sikrer, at rummene fungerer i praksis. Glasvægge mellem lokalerne åbner op og lader lyset bevæge sig frit, mens gardiner både bidrager med farve, akustikdæmpning og mulighed for at skabe mere private zoner, når det er nødvendigt.
I loungeområdet er indretningen er holdt enkel, men med små greb og variation i møbleringen. Forskellige siddetyper og små grupperinger skaber en mere dynamisk stemning og åbner op for samtaler – også mellem mennesker, der ikke kender hinanden i forvejen. Indretningen bliver på den måde en aktiv del af oplevelsen.
I tæt dialog med DPA arbejdede vi med visualiseringer og 3D-modeller, så løsningerne kunne vurderes, før de blev realiseret. Det var særligt vigtigt, da dele af lokationen var under renovering. Det skabte et trygt beslutningsgrundlag og mulighed for løbende justeringer.
Med et klart indretningskoncept har DPA fået en løsning, der kan udbygges og tilpasses i takt med organisationens udvikling. Man behøver altså ikke at lave alt om på én gang, men kan bygge videre skridt for skridt, med respekt for både ressourcer, økonomi og de rammer, der allerede fungerer.
Vi hjælper jer gennem hele processen - fra indledende skitser til endelig montering. På den måde får I et rum, som I har lyst til at være i - fra det enkelte lederkontor eller kantinen til 20 medarbejdere, til storrumskontoret med 500 arbejdspladser eller den nybyggede institution med 8 stuer.