AC Hotel Bella Sky stod færdigt i 2011 med sine to ikoniske højhustårne og har siden budt tusindvis af gæster velkommen. Efter mere end et årti var tiden moden til et konceptskifte og en gennemgribende, men nænsom, opdatering af hotellet.
I tæt samarbejde med Bellagroup, indretningsarkitekt Helle Flou og AC Hotels’ Brand Senior Interior Design Manager, Catharina Kahler, gennemfører Ultima K over tre år en soft renovering af alle 812 værelser. Fokus er på bæredygtighed, cirkularitet og skræddersyede løsninger, hvor eksisterende materialer bevares og opgraderes frem for at blive udskiftet.
For eksempel bliver sengegavle folieret på ny for at opnå et opdateret og eksklusivt udtryk. Bordplader udskiftes, bordben slibes og olieres, og stole ombetrækkes – og kun udskiftes helt, når det er nødvendigt. Samtidig får gangarealerne nye, mere alsidige tæppekvadrater, som er lettere at vedligeholde og udskifte lokalt.
Arbejdet udføres værelse for værelse i et hotel i fuld drift og er kendetegnet ved høj kvalitet, effektiv planlægning og et stærkt samarbejde.
Samlet set giver det et varmere og mere indbydende udtryk, der respekterer den oprindelige arkitektur og samtidig lever op til nutidens brand- og komfortkrav. Resultatet er en bæredygtig og vellykket transformation, der bringer AC Hotel Bella Sky ind i en ny æra.